I Ellidshøj er der ansat 2 dagplejere.

 

Pernille Bertelsen, Doktorparken 66. Åbningstid 6.30-16.05

Maibritt Lynnerup Lund, Helsebakken 16. Åbningstid 7.00-16.35

 

Den kommunale dagplejer kan fast have op til 4 børn i alderen 6 måneder - 2 år. Det betyder god tid i hverdagen til dit barn, så barnet får den voksenkontakt og tryghed samt det nærvær, det har brug for.

Vi vil gerne give mest mulig støtte og omsorg til de helt små børn. Derfor er der aldrig mere end 2 børn under 12 måneder hos den samme dagplejer.

Dagplejerne samles så vidt muligt i legestue 1-4 gange om måneden med andre dagplejekolleger og deres dagplejebørn. I Ellidshøj går vi i gymnastiksalen, hvor vi løber, laver gymnastik, spiller bold osv. Dette gør vi mandag og fredag formiddag. Derudover mødes vi ind i mellem på legepladsen, til en gåtur eller i hinandens haver. Formålet med legestuen er, at børnene kan mødes med jævnaldrende børn i større grupper, og at børn og vikar/gæsteplejere kan lære hinanden at kende.

Den første tirsdag i hver måned mødes dagplejerne i børnehaven, hvor vi leger og spiser frokost. Dette gør vi, for at børnene skal lære børnehavens lokaler, personale og andre børn at kende. Det er vores erfaring at det giver børnene en god start når de skal videre i børnehave. Derudover arbejder dagplejen og børnehaverne i Aalborg kommune målrettet med ”den gode overgang”.

Dagplejepædagogen, som er uddannet pædagog, foretager årlige tilsyn hos dagplejerne. I samarbejde med dagplejeren sikrer dagplejepædagogen, at børnene har en god hverdag i dagplejen.

Du er altid sikret pasning, hvis dit barns dagplejer bliver syg eller holder ferie. I de tilfælde har du nemlig mulighed for at få dit barn i en gæstedagpleje. Man prøver så vidt muligt at få barnet til den samme gæstedagplejer – og gerne i Ellidshøj.