Kirken

Kirken"En forårsdag er Ellidshøjs beboere samlet på bakken ved landsbyen. Midt i kredsen står en kraftig mand. Han gestikulerer voldsomt, tegner i sandet. Det er bygmesteren, der skal bygge den nye stenkirke". Ja - sådan kan det udmærket være sket dengang i 1100-tallet, da Ellidshøj kirke blev bygget som en af utallige kampestenskirker, der blev rejst i mange landsbyer i den store byggeperiode fra ca. 1150 til 1200. Kirken syner ikke stor, selv om den er placeret øverst på skrænten over byen. Men den har været imponerende, da den var ny.

Idag er Ellidshøj kirke som i middelalderen sognets kirke. Ved reformationen overgik al kirkejord til kronen. Men meget af jorden blev afhændet igen. Ellidshøj kirke blev solgt til Lindenborg gods. Grev-skabet ejede kirken til 1908, hvor den blev overdraget til menighedsrådet ved en ekstraordinær synsforretning den 16. December.

Kirken bestod oprindelig af et skib med kor opført af granitkvadre. Loftet var som i alle romanske kirker et fladt bjælkeloft. Der var to indgange, en nord- og en syddør, en til hvert køn. Kvindernes dør var den i nord, og den går man stadig ind ad hver søndag.
Syddøren er muret til. Udvendigt er alle spor af døren forsvundet. Murene er blevet omsat flere gange, dog ikke nordmuren. Til gengæld er der her bygget et våbenhus til foran indgangsdøren. Det er bygget af røde mursten og hvidkalket.

På triumfvæggen blev der i 1961, under en hoved-istandsættelse af kirken ved arkitekterne Axel Schou og Adam Christensen, afdækket et kalkmaleri fra 1562. Årstallet er usædvanligt, de fleste kalkmalerier i vore kirker er fra 1400-tallet eller tidligere. Tilmed blev mange af malerierne overkalket ved reforma-tionen i 1536. Maleriet viser Jesus, der vandrer mod Golgatha. Forrest i billedet den tornekronede Kristus, fulgt af Simon af Kyrene, der bærer korset. En lille kvindeskikkelse støtter korset, medens en langstrakt kvindefigur afslutter billedet. Hvem de to kvinder er, vides ikke. Kan det være Maria Magdalene og Maria, Jesu mor? En anden mulighed er, at den største af kvinderne både kan være Maria og samtidig et billede af kirkens ejer. Maleriet er foroven og forneden afgrænset af et sort farvebånd. Farverne er blegrød, rødbrun, grøn og lys okker. Spredt omkring i billedet er der stiliserede træer. Billedet blev restaureret i 1968. Inde i korbuen er der spor af en rød farve, som har dannet bund for en blad-udsmykning.

Ved en hovedistandsættelse af kirken i 1981 fandt man en ribbe- og kappedekoration fra 1500-tallets begyndelse på væggene og hvælvingen i koret, med narrehoveder og geometriske tegninger. Desværre var den ret medtaget, så menighedsrådet besluttede at lade den male over igen.

Som det er tilfældet i så mange af vore kirker, blev inventaret til dels skiftet ud efter reformationen. Altrets kerne er et gammelt granitalterbord opmuret af kvadre. Alterbordet var også helgengrav med et relikvieskrin. Det ligger stadig på sin plads i altret, en lille kvadratisk blykapsel. Dækstenen mangler og blev erstattet af en træplade ved en restaurering i 1955. Hele stenbordet er skjult af træpaneler i renaissance-stil. Altertavlen er fra slutningen af 1600-tallet og har søjle- og vingeprydet tredelt stor-stykke med glat gesims kronet af et topfelt med vinger og trekantgavl. Tavlen er brunmalet med for-gyldning, men i forbindelse med en restaurering i 1980 påvistes ældre bemaling. Tidspunktet for den
nye bemaling kan sandsynligvis ses af en indskrift på den sydlige storvinges bagside: Renoveret 1763. Alterbilledet er fra 1859. Det forestiller den gode hyrde.

Kirkens kalk er i 1693 skænket til Svenstrup kirke af Mads Christensen Klestrup og hustru. Alterkanden og oblatæsken er anskaffet i 1967 til afløsning af genstande af porcelæn anskaffet i 1883. Før 1883 var oblatæsken en blikdåse, alterkanden dog af messing. Malmstagerne er fra 1623. På den ene ses initialerne IAH, på den anden initialerne IPD. Under initialerne er der indgraveret to våbenskjolde.

Skrankens udformning stammer fra 1882, søjlerne får deres hvide farve i 1913. Prædikestolen er i egetræ fra omkring 1600. I de fem felter er der udskårne relieffer med motiver fra Det nye Testamente: Hyrdernes tilbedelse, Jesu dåb, kors-fæstelse, opstandelse og himmelfart. Over reliefferne indskriften: TERA PERIBVNT VERBA AVTEM MEA NON. Under reliefferne indskriften: DEUS HO MO FACTUS EST PRONOBIS. HICESTE LIVS MEVS DLE CTUS MAT THEIZ. TRADITUS PROPTEE PECCATA MOSTR. RESVRREXI T PROPT ER IVSTIEICATIONEM NOS TRI. ASENDO AD PATREM MEVME TRAT RFM VES TRUM. (Jorden skal forgå, men mine ord skal ikke forgå. Gud er blevet menneske for os. Det er min udvalgte søn. Matthæus. Han blev knust for vore synder. Han blev oprejst til retfærdighed for os. Jeg stiger op til min fader og jeres fader). Billedskæreren har ikke været stiv i latin. Ordene skilles og sammensættes på helt vilkårlig vis, og han laver mange fejl. I ordet TERRA (jorden) mangler der for eksempel er R, og NOSTRA PECCATA (vore synder) bliver til MOSTRA PECCATA (»mosters« synder). Og i den sidste sætning i indskriften laver han et E om til et F og et P om til R, så det latinske PATREM (far) bliver til RAT RFM, hvilket ikke giver nogen mening. Ved den nævnte restaurering i 1980 blev også prædikestolen istandsat, bl.a. blev forgyldningen udbedret. Men prædikestolen blev på sin plads, selvom arkitekten havde ønsket den hævet.

Der har stået mange forskellige præster på prædike-stolen. Og de huskes ikke alle for deres fromhed. En af dem, Henrik Jensen Kjærulf, var en stridbar herre.

Han lå ustandseligt i proces. Både med slægtninge og folk fra sognet. En bonde, der overfaldt ham og beskadigede hans hånd, ville han have dømt »fra livet eller til Bremerholm«, et berygtet tugthus. Til sidst blev det for broget for myndighederne og præsten blev suspenderet i 1640, efter ni år. Under sagen mod ham blev han 2 gange udlagt som barne-fader. I det hele taget var der meget vrøvl med præsterne i Ellidshøj i 1600-tallet. Oluf Andersen Hofman, der var præst fra 1672-80, endte, ligesom Henrik Jensen Kjærulf, med at blive fradømt sit embede. En af præsternes, Mads Sørensens, sviger-mor blev brændt som heks i Aalborg i 1620. Senere blev præsterne dog mere fredelige.

Døbefonten er romansk. Udsmykningen er meget enkel. Den slags fonte står i adskillige af Himmer-lands kirker. Men den har tjent menigheden trofast. Oprindelig har den stået mellem de to indgangsdøre. Kun de døbte hørte hjemme i menighedens fællesskab i kirken. Hvornår fonten er flyttet til sin nuværende plads vides ikke, men det er sket før 1863. Dåbsfadet er af messing og stammer fra 1722.

 
Copyright © - Ellidshøj